Januar og februar står i uhyggens tegn. På vej rundt i det mørklagte slot dykker vi ned i nogle af de mere dystre fortællinger fra Kronborgs fortid – hør om alt fra slaveoprør til nutidens uforklarlige hændelser.
Hver fredag i januar og februar kan du som noget helt særligt opleve Kronborg efter lukketid og høre slottets historie gennem et helt særligt tema. Når slottet er gjort klar til natten, lyset i kongelejligheden er slukket og alle slotsværterne gået hjem, står en guide klar til at invitere indenfor på det stille, mørke slot. Sammen bevæger I jer gennem storslåede sale, private kamre, går ad snoede trapper og gennem låste døre kun oplyst af det svindende aftenlys og jeres lommelygter. Alt sammen krydret med de bedste fortællinger om det 600 år gamle slot og dets beboere.
Alle aftener afsluttes i de gamle køkkener med en romkugle og et glas portvin, der er inkluderet i din billet.